REGAN VEST – Et modigt VALG – kvalitet over kvantitet.

 

Sidste søndag fik jeg (endelig) muligheden for at besøge REGAN VEST sammen med min søn.

Ventetiden har været evig lang for os, som har fulgt forvandlingsprocessen fra hemmeligt regeringsbunkeranlæg til åben turistattraktion igennem dét som føles som “mange år”.

Er faktisk lidt “egoistisk” glad over, at de nationale medier først (for alvor) sprang på deres dækning ved selve åbningen, hvor vi andre havde købt billet forlængst – efter at ha’ siddet i online-kø, som var det Rolling Stones eneste koncert på det europæiske kontinent.

Kort sagt: det var hele ventetiden værd.

Som kæmpe USA-fan, har jeg altid beundret de oplevelser, som amerikanerne kan skabe – det gælder deciderede forlystelsesparker, men i dén grad også nationalparker, state parks osv.

De har X-faktor – de mestrer kort sagt – uanset størrelse – at lade de besøgende stå tilbage med følelsen af en “personlig oplevelse” – det har jeg dyb respekt for.

Hver gang at jeg har taget en diskussion med danske aktører og andre interessenter herhjemme, har jeg ofte mødt en holdning á la “vores arbejdskraft er for dyr, vi kan ikke forkæle folk med menneskelig kontakt på sammen måde som i USA – vi arbejder på at standardisere, automatisere – gøre attraktioner så “selvbetjente” som overhovedet muligt”.

 På REGAN VEST har Nordjyske Museer taget et modigt valg – her er det den intime oplevelse som er 100% i fokus og man bliver blæst helt “bagover” – sir’ det bare…

Modigt fordi?

Jeg har læste mange opslag på Facebook og har set folks kritik af billetpriser (kr. 270,-) + knaphed på rådighed af billetter…

Sådan en bunker virker jo i sagens natur ret robust – så i teorien, kunne man vel godt sende folk derned i “gåsegang” – til en billetpris på 80,- kr. og så 20 gange så mange gæster (mit eget selvopfundne regnestykke).

Men nej – man har valgt at sende folk ned i kridtbjergets indre – i hold af kun 10 personer – med hver deres formidable og engagerede guide.

Vores guide på dagen hed Lars og var tidligere jægersoldat…

Wauw – halvanden time forsvandt som dug for solen, da vi blev suget ind i bunkerens dyb, lange gange, trange rum be-møblet med Arne Jakobsen stole med campinghynder á la “JYSK”,..telefoner i alle historiske afskygninger, generatorer, soverum med klaustrofobiske tendenser….

Fortællingerne blev leveret med indlevelse, stor baggrundsviden og et stålsat blik, så man blev nærmest suget ind i en svunden tid -spækket med hemmeligheder, spionagehistorier, panikknapper, atomar trykabsorbering, “2-af-alt-forsyningssikkerhed”, royale gemakker med eget toilet, kobberkabler, fredede flagermus, luftforureningssikkerhed, feltrationer, blå NATO-telefon og meget mere, som du selv skal opleve….

Masser af “koldkrigsfakta”, krydret med små, personlige anekdoter fra en 25-årig karriere som jægersoldat, humor, alvor, interaktive spørgsmål retur til os deltagere, som blev involveret og engageret på en meget personlig måde. 

Vi blev “afleveret” udenfor bunkeranlægget med en følelse af “WAUW – kunne vi lige snuppe den tur én gang mere”… overvejede faktisk personligt at “blive væk i bunkeranlægget”, så man liiiiiige kunne få lidt mere med, men desværre lavede Lars optælling, så det var umuligt at “blive væk”…

Bagefter stod den på besøg i maskinmesterboligen, som var en oplevelse i sig selv – her kunne man nemlig finde sit eget børneværelse fra 70′-80’erne – fed retro-rejse tilbage i tiden…

Besøgscenteret var også en flot og fængende oplevelse med spændende udstillinger, interaktive koldkrigs-oplevelser/informationer, “dekryptering”, “egen” sprængning af atom- og brintbomber (i f.eks. Aalborg) m.v.

SUBLIMT – BLÆRET – 5 ud af 5 stjerner til Lars som en meget personlig og engageret guide – til REGAN VEST som attraktion.

Stort for Himmerland og Nordjylland – jeg er imponeret og stolt af jer, som står bag – I har valgt at gøre det på den helt rigtige måde – modigt, intimt, med sans for alle detaljer og dybt bevægende – tak fordi I gør jer umage.

P.S. REGAN VEST er også RET gode på Facebook, så FØLG lige med dér også.

Koldkrigsmuseet REGAN Vest

Tak for oplevelsen.

Janne Schmidt Nielsen
Forretningsudvikler, motivationsmenter & SoMe-fessor

…Altid på jagt efter gode kunde- og gæsteoplevelser…

 

 

Facebook Kommentarer